Fyrstens og Statens Vel. Ingen beder offentlig for sig selv. Man har ved denne Indretning villet tilkiendegive, at enhver Enkelts Velgaaende er saa nøie forbundet med det Heles Vel, at det Ene ikke kan have Sted uden det Andet. Ingen bliver ved Tvang eller Bøder holdt til den offentlige Gudstieneste; thi da de holde for, at Gudsfrygt fornemmelig bestaaer i Kierlighed, og Erfaring lærer, at denne mere kiølnes end opflammes ved Tvang, troe de det ikke allene unyttigt, men endog skadeligt, at ville tvinge Nogen med Magt til at dyrke Gud. En Mand, sige de, der ønskede Gienkierlighed af sin Kone, og tog sig for at forjage hendes Koldsindighed med Ørfign og Næsestyvere, vilde, isteden for at oplue den Gnist af Kierlighed, der var tilovers, aldeles slukke den, og forandre hendes Ligegyldighed til Had og Afsky.
Potuanerne forsonede i de ældre Tider Guddommen med Offringer, prægtige Optog og andre Ceremonier. Denne udvortes Gudsdyrkelse vedvarede, indtil den berømte Philosoph Cimali for otte hundrede Aar siden opstod som Religions-Forbedrer, og udgav en Bog, kaldet Sebolac-tacsi, eller: Et gudfrygtigt Træes sande Mærker. Jeg læste flittig denne Bog dernede, og kunde aldrig blive kied deraf. Den indeholder theologiske og moralske Lærdomme, som alle Potuanerne lære udenad. Den underjordiske Reformator afskaffer Offringer og deslige Skikke paa følgende Grunde. »Kun de Dyder«, siger han, »ere
