sundeste, idet det yder fri gjennemgang for transpirationen mens lin-, bomuld- saavelsom skindtøi stanser den; fremfor alt maatte vi selvfølgelig passe ikke at blive svede, da dette i sterk kulde let kan foraarsage paafølgende afkjøling og forfrysning. Vi maatte derfor hellere, efterhaanden som vi blev varme, afkaste klædningsstykker, og saaledes gik det da til, at man kunde se ekspeditionens medlemmer i 20 til 30 graders kulde gaa i bare uldtrøien og svede som paa en sommerdag.
I vind samt i sne- og regnveir bar vi gjerne udenpaa ulddragten en let dragt af et slags tynd, brunfarvet seildug eller lignende, som skulde være saaledes indsat, at den var vandtæt, men som aldeles ikke var det. I vind og sneveir var dog denne dragt udmerket, og vi benyttede den meget paa indlandsisen; den beskyttede godt mod den fine foksne, der er som støv og trænger ind i alle porer af uldtøiet og tilsidst ved sin smeltning aldeles gjennemvæder det.
Paa jakken af denne seildugsdragt var anbragt en hætte til at slaa over hovedet Den var saa stor, at den kunde trækkes helt frem for ansigtet og herved beskytte dette fortræffelig mod vinden, som i den sterke kulde kunde være bidende nok og ikke ganske ufarlig for kind og næse.
Om de to lappers dragt kan neppe siges noget bedre, end hvad Peder Dass siger om lappedragten i «Nordlands Trompet» (omkr. 1685):
«Det Folk bruger og en besynderlig Dragt.
Hvad Skik deres Fædre har holdet i Agt,
Hos dennem det aldrig forfalder.
De aldrig bevilge forandret Habit,
Men Kiolene aabne i Bringene vit
Med Bræmmer og Lister omsnoerit.
