Side:Münchhausen.djvu/32

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
FJERDE KAPITEL.
Baron Münchhausens eventyr i krigen mot tyrkerne.

Sandelig, jeg kunde aldrig ha faat en bedre gave end denne, som jeg lovte mig saa meget godt av for det næste felttog og som skulde gi mig leilighet til at utføre mit mesterstykke. En saa lærvillig, modig og fyrig hest — paa samme tid et lam og en Bukefalos — maatte stedse minde mig om en soldats pligter saavel som om de heltegjerninger Aleksander utførte i sine berømte slag.

Hovedformaalet for vort felttog var at gjenoprette de russiske vaabens ære som i Czar Peters tid hadde lidt noget ved Pruth; det lyktes os ogsaa efter forskjellige, rigtignok haarde men berømmelige kampe, og takket være den ovenfor nævnte store generals talent.

Beskedenhet forbyr de underordnede at tilskrive sig selv store seire og vaabendaad; æren for dem tilhører sedvanligvis anførerne hvor ubetydelig disse end mon være, kongerne og dronningerne som aldrig har lugtet til krudtet eller været med at eksercere og aldrig har set en armé manøvrere undtagen ved parade.

Jeg gjør altsaa slet ingen fordring paa den ros som vore arméer i utallige skjærmydsler avtvang fienden; vi gjorde alle vor pligt, et ord som i borgerens, soldatens og i hædersmandens mund har en langt større betydning end de herrer kandestøpere forestiller sig. Da jeg dengang hadde et korps husarer under min kommando, saa foretok jeg flere ekspeditioner hvor alt avhang av min personlige erfaring og mit mot; for at være retfærdig vil jeg dog medgi, at en stor del av det heldige utfald maa tilskrives de tapre kampfeller som jeg førte til seier.