Jeg steg av hesten, holdt øret ned til jorden og nu hørte jeg at lyden kom derfra, jeg kjendte også straks igjen stemmerne, baade min hustrus, løitnantens og tjenerens. Jeg opdaget da ogsaa at et stykke fra hvor jeg stod var en aapning ned til en stenkulsgrube, og jeg tvilte nu ikke et øieblik paa, at min hustru og hendes ulykkeskammerater var styrtet ned. Jeg sprængte i fuld galop til nærmeste landsby for at hente grubefolk, som efter store anstrengelser endelig fik trukket de ulykkelige op fra denne skakt som var mindst nitti fot dyp.
Vi bragte først tjeneren og hans hest, saa løitnanten og hans hest, og endelig min hustru og hendes lille ponny op. Det vidunderlige ved denne historie er, at trods det frygtelige fald var hverken mennesker eller dyr kommet til skade naar undtages en del smaa kvæstelser; men de hadde været forfærdelig angst. Som De kan tænke Dem, var der ikke tale om at gjenopta jagten og naar De som jeg formoder, under denne fortælling har glemt min hund saa vil De ikke bebreide mig at jeg efter denne skrækkelige tildragelse ogsaa glemte hunden.
Min tjeneste førte med sig at jeg næste dag maatte reise bort og bli borte i fjorten dage. Saasnart jeg kom tilbake, spurte jeg efter min Diana. Ingen hadde bekymret sig om den; man trodde den hadde været med mig. Der var derfor litet haab om at faa den igjen. Pludselig for det igjennem mig: «Den er maaske blit staaende foran akerhønsene.»
