rester?“ Kongen, som hørte dette, mente: „Ješ diettebaette!“ Det maa I selv om!
„Ja, ja,“ mente den yngste, „naar saa er, saa tager jeg Gutten der, som kom igaar!“
„Aa, hvad vil du med den Skurveskolten da?“ sagde Kongen.
„Han er god nok til mig!“ mente Datteren. De to andre tog hver sin høifornemme og fine Herre. Næste Dag sendte Kongen sine tilkommende Svigersønner ud paa Jagt. De to fornemme Herrer gav han hver sin udmaerkede Hagelbøsse med tillaans, men Gutten gav han en gammel, rusten Hagelbøsse, hvormed han ikke kunde gjøre Nogenting. Saa drog de tilfjelds, men først gik Gutten til Hesten. Der tog han sin egen Hagelbøsse, som han havde taget med fra Jættegaarden, og saa strøg han afsted efter de Andre. Gutten skjød to Tylvter Ryper; men de to Andre skjød ikke en eneste en. Paa Tilbageveien traf de sammen igjen alle Tre, og nu fik de fornemme Svigersønner se, at Gutten havde skudt to Tylvter Ryper, medens de selv ikke bavde faaet en eneste. Saa begyndte de at ville kjøbe af ham. Gutten var ikke uvillig til at sælge, men i Betaling vilde han have de Foræringer, som de bavde faaet af sine Kjærester; paa andre Betingelser vilde han ikke sælge. Saa maatte de da give ham disse og fik derfor hver sin Tylvt Fugl. Denned drog de vel tilfredse hjemover, og Gutten stod tomhændt igjen. Paa Veien skjød han en Katugle, og med den kom han dragende. Da Kongen og Prinsesserne saa dem komme, siger Kongen til den yngste Datter sin:
„Hvad vil du med den der Fantegutten? Ser du ikke, hvor flinke de to Andre har været, og han, han har bare skudt en Katugle!“
