For at faa Lapperne til at fortælle Eventyr eller Sagn om længst forsvundne Tider, maa man ikke blot være deres Sprog fuldkommen mægtig; thi selv om Lappen tilsyneladende kan tale nok saa godt Norsk, faar Fortællingen dog først Liv, naar den strømmer fra Læben paa hans eget Modersmaal, — men man maa ogsaa under et længere Ophold iblandt dem i særlig Grad have vundet deres Fortrolighed. Har man saa langt om længe i et eller andet gunstigt Tilfælde faaet Nogen til at fortælle, udkræves der fremdeles en høi Grad af Taalmodighed, idet man nøiagtigt skal optegne paa Lappisk det Fortalte, for senere at kunne gjengive det paa et andet Sprog. Under den nødvendige langsomme Fortælling kommer Lappen idelig ud af Koncepterne eller slipper Fortællingens Traad og paastaar: „De at nogai!“ — „Nu er det forbi!“ — Man maa da minde ham om Gangen og sætte ham paa Glid igjen. Men som en utæmmet Ren tager han atter Fart og fortæller saa hurtigt, at man umuligt kan følge med, men maa standse ham og
