lægger sig tilfreds, smaaknurrende, atter i Ring. Hver tager igjen fat paa Sit, og gamle Bedstemor paa sin Fortælling, der ofte er lige saa lang, som de lange, mørke Vinteraftener.
Blandt de Eventyr, som endnu fortælles, er der en hel Del, som sandsynligvis ere uægte, det vil sige, ikke af Lappisk Oprindelse, men laante af Finner, Svensker eller Nordmænd. De handle om Konger, Prinser, Prinsesser, Dronninger og Kongsgaarde. Disse ere de talrigste. De tilsyneladende ægte lappiske Eventyr ere af 3 Slags.
Nogle handle om Dyreverdenen. I disse fremhæves i Fortællingens Løb de forskjellige Dyrs fornemste Eiendommeligheder, paa samme Tid som man faar Forklaring over enkelte Særegenheder ved Dyrenes Skabning og Farve. Rimeligvis ere disse meget gamle.
Andre dreie sig om mythiske Vaesener eller indeholde Levninger af Lappernes gamle Gudelære, traditionelt opbevaret i Eventyrform.
Atter andre grunde sig lige saa tydeligt paa historiske Tildragelser og kaste et dunkelt Lys tilbage over en fjern Fortid, hvori „dette engang maaske talrige, om end mægtige, men dog altid fredelskende Folk“ har stødt sammen med andre mægtigere, bedre bevæbnede og mere krigerske Nationer, som Tschuder, Kareler, Russer og Skandinaver. Kun sjelden har disse Sammentræf været
