Side:Kriton.djvu/6

Fra Wikikilden
Gå til: navigasjon, søk
Denne siden er korrekturlest


trække ſaa uventede Slutninger af det Sagte, at Vedkommende kom rent i Vildrede og maatte med Skam bekjende, at han i Grunden ſlet ikke vidſte ſaa god Greie paa Sagen, ſom han havde tænkt. Paa denne Maade havde Sokrates helbredet Fyren for at blære ſig med en indbildt Visdom; den dybſindige Vismand var da ogſaa juſt den rette til at lære Folk Saadant; thi ſaameget havde han lagt ſig efter ſand Visdom, at han ſagde: „Saa viis er jeg, at jeg ved, at jeg Intet ved.“

Iſær var det den kjære Ungdom, ſom Sokrates ſaaledes tog under Behandling, og det var derfor ikke mere end rimeligt, at han ſamlede om ſig en Skare unge, begavede Mænd, ſom holdt inderligt af den klartænkte, fordringsløſe, venlige Lærer. Blandt disſe hans Diſciple og Venner maa førſt og fremſt nævnes Platon, hvem vi for en stor Del have at takke for, hvad vi vide om Sokrates; i ſsine mange herlige Skrifter har denne navnkundige Tænker baade optegnet ſin Meſters Lære — Sokrates ſelv har nemlig ikke efterladt noget Skriftligt — tænkt hans Tanker videre og af det Hele dannet en ſindrigt ſammenſat Tankebygning (filoſofiſk Syſtem). Fremdeles maa nævnes den ogſaa ſom Skribent bekjendte Xenofon, Taleren Lyſias, Æſchines o. fl. foruden Kriton, om hvem ſenere. Blandt Sokrates’s ivrigſte Venner og Beundrere var ogſaa en af Athens allermærkeligſte Mænd, den høit begavede Hærfører, Taler og Folkehøvding Alkibiades; han elſkede Sokrates ſom en Fader og kunde endogſaa af og til ved dennes Formaninger lade ſig bevæge til at holde inde med ſit ellers uſtyrlige, letſindige Liv.

Men Folk ſom fleſt i Athen hverken ſkjønte eller paaſkjønte, hvad de eiede i den ſjeldne Mand. Efter en ødelæggende Krig og et — rigtignok kortvarigt — Enkeltmandsregimente (de ſaakaldte 30 Tyranner) havde viſtnok Athen gjenvundet ſin Frihed, men Byens Tilſtand var i mange Maader ſørgelig medtaget, ſaaat retſindige Mænd for Alvor begyndte at tænke paa Forandringer