Side:Kriton.djvu/33

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

[1]

[2]

[3]

[4]

  1. I Forbindelse med den Sands, Grækerne havde for Legemets Udvikling (se Anm. 9), stod Festlegene. Til Ære for en af Guderne eller et eller andet stort Folkeminde holdes saagodtsom i hver By til bestemte Tider store Fester, til hvilke føiedes Opvisninger af skjønne Legemsøvelser, Væddeløb, forskjellige Slags Friluftslege &c. Isæer var der fire saadanne Fester (de isthmiske, nemeiske, pythiske og olympiske), som udmærkede sig ved glimrende Tilstelninger og uhyre Tilstrømning af Mennesker, dels Skuelystne, dels Deltagere i Legene. Fremfor alle var de olympiske Lege — som til Ære for den øverste af Guderne holdtes hvert fjerde Aar i Olympia, en liden Flekke med en Helligdom i Landskabet Elis — mærkelige og viden berømte; saagodtsom hele Grækenland mødte frem ved disse, og saa stor Betydning tillagdes dem, at man endog indrettede sin Tidsregning efter dem. Den store græske Digter Pindar synger om dem: „Som Kildens Vand er Jordens dyreste Skat og Guldet Rigdommens ypperste Gode, saa er de olympiske Lege de herligste af alle; de fordunkle alle de andre, ligesom Solen ved sin Glands lader alle andre Stjerner paa Himmelens Telt forsvinde.
  2. Isthmen er et smalt Eid, som forbinder Grækenlands Fastland (hvor Athen ligger) med den store Halvø Peloponnes (hvor bl. A. Sparta ligger); her holdtes de isthmiske Lege. I Nærheden ligget den bekjendte By Korinth.
  3. Sokrates havde deltaget i flere Felttog og altid udmærket sig ved Tapperhed; engang, i Slaget ved Potidæa (431), havde han saaledes reddet Alkibiades’s (se Indledningen) Liv og engang senere reddet en anden Ven og Discipel, Historikeren, Filosofen og Hærføreren Xenofon, hvem han med Fare for eget Liv havde baaret paa sine Skuldre ud af Slagtummelen.
  4. Da Sokrates’s formentlige Forseelse ikke var af den Slags, for hvilke en bestemt Straf var fastsat, saa stod det ham, naar Dommen havde lydt paa „Skyldig“, frit for at anholde om en Straf, han selv holdt rimelig, og først derpaa skulde den endelige Dom falde. Havde han derfor anholdt om Landsforvisning, saa vilde rimeligvis Dommerne have indvilget deri.