Side:Kriton.djvu/29

Fra Wikikilden
Gå til: navigasjon, søk
Denne siden er korrekturlest


der ikke alene har overtraadt Dine egne Forpligtelſer og Løfter til os, men ovenikjøbet krænket dem, ſom mindſt burde krænkes, Dig ſelv nemlig, Dine Venner, Dit Faædreland og os Love — ja da ville baade vi vredes paa Dig, ſaalænge Du lever, og vore Brødre der, Lovene i Hades, neppe tage vel imod Dig, naar de vide, at Du. her arbeidede paa, ſaavidt det ſtod til Dig, at bringe os Fordærv. Derfor, lad ikke Kriton overtale Dig til heller at gjøre, hvad han ſiger, end hvad vi ſige.“

Og nu, min brave Ven Kriton, maa Du vel mærke Dig, at dette tror jeg at høre, ret ligeſom de begeiſtrede Korybanter[1] tro at høre Fløiteſpil; ja, Klangen af disſe Ord dirrer ſaa ſtærkt i mit Indre, at jeg umuligt kan høre andre. Derfor ſkal Du vide, at Du — idetmindſte ſom nu min Mening er — kun vil tale forgjæves ved at modſige mig. Og dog, hvis Du tror at kunne udrette Noget, ſaa tal.

Kriton: Nei, kjære Sokrates, jeg har Intet at ſige.

Sokrates: Lad det ſaa være godt, Kriton; og lader os tage Sagen ſaaledes, ſom jo ugsaa Gud tydeligt anviſer os.

  1. Siteringsfeil: Ugyldig <ref>-tagg; ingen tekst ble oppgitt for referansen ved navn tjueen