Side:Kriton.djvu/18

Fra Wikikilden
Gå til: navigasjon, søk
Denne siden er korrekturlest


ſom Ingenting ved, — mon tro han ikke da vil lide en eller anden Skade?

Kriton: Jo det maa jeg antage.

Sokrates: Men hvad Slags Skade, tror Du? hvad Retning vil den tage, og hvad vil den gaa ud over hos ham, ſom ikke lyſtred?

Kriton: Selvfølgelig ud over hans Legeme; thi det er dette han ødelægger.

Sokrates: Rigtig bemærket; og ſaaledes, Kriton, ogſaa med andre Ting — om vi juſt ikke derfor behøve at gjennemgaa dem alle. Hvad enten det nu her for os i vor Samtale dreier ſig om Ret eller Uret, Hæslighed eller Skjønhed, Ondt eller Godt, bør vi ſaa følge den ſtore Mængdes Mening og frygte den, eller bør vi kun tage Henſyn til den Ene — jeg ſætter, vi havde ham her — han, den ene Sagkyndige, hvem man baade bør undſe ſig for og frygte mere end hele den ſtore Mængde tilſammen? rette vi os ikke efter denne, ja, ſaa er der Noget, vi krænke og fordærve, nemlig det, ſom forbedres ved Retfærdighed, men ſom ved Uretfærdighed ødelægges i Bund og Grund; eller, kanſke dette Noget ikke er til?

Kriton: Jo, det maa det dog visſelig, o Sokrates.

Sokrates: Nu vel; naar vi i Bund og Grund ødelægge det, ſom gjennem Sundhed bliver bedre, men gjennem Uſundhed fordærves, idet vi nemlig ikke rette os efter de Sagkyndiges Mening — er Livet ſaa værd at leve, naar dette er ødelagt? Men „dette“ er jo her Legemet; eller kanſke ikke?

Kriton: Jo.

Sokrates: Kan man nu leve med et fordærvet og ødelagt Legeme?

Kriton: Ingenlunde.

Sokrates: Men, mon man vel kan leve da, naar Hint er ødelagt, ſom Uret fordærver, men Ret gavner? eller ſkal vi holde dette for ringere end Legemet, dette,