Side:Kriton.djvu/17

Fra Wikikilden
Gå til: navigasjon, søk
Denne siden er korrekturlest


jeg nys ſlog paa, af de Meninger, ſom fremkomme blandt Menneſkene, bør høiagte nogle, andre derimod ikke. Og nu, ved Guderne, finder ikke Du, at dette er en rimelig Paaſtand, Kriton? Du har jo nemlig, ſaavidt menneſkeligt Øie kan ſe, ingen Udſigt til at dø imorgen, og Dig vil ikke den forhaandenværende Ulykke kunne føre paa Vildſpor. Se da til: ſynes Du ikke, det er i ſin Orden, naar man paaſtaar, at man ikke bør anerkjende alle menneſkelige Meninger, men kun nogle, andre ikke; og heller ikke Alles, men kun Nogles, Andres ikke? Hvad mener Du? har man ikke Ret i at paaſtaa dette?

Kriton: Jo, det har man.

Sokrates: Og da, ikke ſandt, bør man agte de gode, men ikke de ſlette?

Kriton: Tilvisſe.

Sokrates: Men de gode, mon ikke det er de Fornuftiges Meninger, og de ſlette de Ufornuftiges?

Kriton: Utvivlſomt.

Sokrates: Nu vel; hvad er der ſaa videre egentlig ſagt med hin Paaſtand? En Mand, ſom øver Gymnaſtik og gjør dette til ſit Kald — mon han bryder ſig om Ros eller Dadel af ethvert Menneſke eller kun af den Ene, i hvem han maatte træffe en Læge eller en Fægtelærer?[1].

Kriton: Kun af den Ene.

Sokrates: Han behøver altſaa kun at frygte Dadel eller glæde ſig ved Ros af denne Ene, derimod ikke af den store Mængde?

Kriton: Nei det er klart nok.

Sokrates: Han bør altſaa indrette ſin Øvelſe, ſin Spiſe og Drik mere efter denne ene Fagmands og Sagkyndiges Vink end efter alle de Andres?

Kriton: Forſtaar ſig.

Sokrates: Vel; men nu ſætter jeg, at han ſlet ikke lyder hin Ene og ringeagter baade hans Mening og hans Ros, men derimod lytter til den ſtore Mængde,

  1. Siteringsfeil: Ugyldig <ref>-tagg; ingen tekst ble oppgitt for referansen ved navn ni