Side:Kriton.djvu/13

Fra Wikikilden
Gå til: navigasjon, søk
Denne siden er korrekturlest


formet Kvinde, iført et hvidt Klædebon, kom til mig, raabte paa mig og ſagde:

Sikkert paa tredie Dag vil Du hilſe det frugtbare Phthia[1].

Kriton: Hvor ſelſom en Drøm, o Sokrates.

Sokrates: Og dog tydelig nok, Kriton; ſaa ſynes ialfald mig.

Kriton: Ak ja, vel ſaa det, ſer det ud til — men, o herlige Sokrates, endnu er det Tid; lyd mig og Du ſkal frelſes. Betænk ogſaa, at, dør Du, da kommer Ulykken ikke alene: ikke nok med, at jeg miſter en Ven, hvis Mage jeg aldrig vil finde, men for alle dem, ſom ikke vide fuld Beſked, vil jeg ſtaa som den, der med Vilje har undladt at bringe Penge til Din Frelſe, endſkjønt det har ſtaaet i min Magt. Og dog, hvilket Ry er ſkammeligere end det at beſkyldes for at ſætte Penge høiere end ſine Venner? Den ſtore Mængde vil nemlig ikke tro, at Du ſelv ikke har villet forlade dette Sted, medens dog vi have truffet Foranſtaltninger dertil.

Sokrates: Men hvorfor, min hæderlige Kriton, ſkal vi egentlig bryde os ſaa farligt om, hvad den ſtore Mængde mener? de Sindigſte, hvis Mening der ligger nogen Vægt paa, ville dog visſelig tro, at Sagen er gaaet til, just ſom Tilfældet er.

Kriton: Men Du indſer nok alligevel, kjære Sokrates, at man nødvendigvis maa tage Henſyn ogſaa til den ſtore Mængdes Mening; thi, ſom Sagerne nu ſtaa, er det klart nok, at den ſtore Mængde er iſtand til at ſætte, ikke Smaating, men det Allerværſte iværk mod dem, ſom gjennem Bagtale ere komne ud for deres Had.

Sokrates: Ja var det endda ſaa vel, Kriton, at den virkelig duede til at iværkſætte de ſtørſte Onder og derved ogſaa viſte ſig iſtand til at udrette de ſtørſte Goder, ſaa vilde Alt være i ſin gode Orden. Men nu formaar den ikke nogen af Delene; thi hverken magter den at handle fornuftigt eller ufornuftigt, men gjør ſimpelthen, hvad den i Øieblikket finder for godt.

  1. Siteringsfeil: Ugyldig <ref>-tagg; ingen tekst ble oppgitt for referansen ved navn fem