Side:Krag - Krøniken om hr Villum.djvu/84

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
80

havde disse Øine intet opdaget; — de var ikkun lystige eller uskikkelige eftersom Lunet bød.

Men man maatte sige til sig selv: Gud hjælpe hende den Dag da disse Øine bliver alvorlige, og vider sig ud og endelig ser. Og naar denne store heftige Mund aabner sig i Længsel og alle disse sterke hvide Tænder blottes under de blodrøde Læber. —

— Frøken Emerentze var en lidenskabelig Rytterske. Hendes kjæreste Adspredelse var at ride rundt omkring paa Stiene og Markerne i Byens Omegn. Og skjønt hendes Fader var meget streng og altid sterkt holdt paa, hvad der sømmede sig for en ung Dame af hendes Stand, kunde han dog ikke forbyde hende at tumle sig tilhest saameget hun vilde. — Herregud! han ansaa jo selv Opholdet i dette barbariske Land som en skrækkelig Forvisning; han følte det som en daglig Ulykke at maatte undvære sin kjære kjøbenhavnske Omgang og de Livsvaner, som fulgte med for den, der havde saa gode Forbindelser ved Hoffet som han.

Derfor kunde han godt forstaa, at det