Side:Krag - Krøniken om hr Villum.djvu/76

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
72

pitainen, han stod borte ved den tykke Kakkelovn og bankede Tobaksasken udover dens lede Trommel. „Slig en Personage, som først hopper frem og derpaa slaar tilsiden! Burde han ei heller kaldes for en Krumspringer? Og kan Du ikke begribe, at jeg ikke vil have noget at gjøre med Personager, som ligefrem har til Metier at gjøre Krumspring? Tvi Deuwel! Nei, dem sender jeg strax til Helvede; — jeg vil ikke have slige Lurendreiere i mit Regiment. Jeg belinder mig først vel, naar disse Knægte er taget afdage og jeg kan marschere op med mine brave Folk, som holder sig til Geleddet og lystrer Ordre og ikke gjør mig noget Virvar udi Rækkerne.“

Idetsamme rumsterede det ude i Gangen; — Capitainen stansede midt i sin lange Tale og lyttede med vidtopspærrede Øine; — hvem kunde det være som rumsterede i Forstuen nu, Klokken var over tolv om Natten?

Saa hørte de tunge Skridt henad Gulvet foran deres Værelse, det var en som famlede med Hænderne langs Væggen og bortefter Døren.

Saa raslede Klinken, Døren aabnedes — der stod Lieutenant Villum!