Han stansede, saa undrende paa det, og
først lidt efter var det, som han vovede sig
til at tage det i sin Haand.
Hvor silkefint det faldt mellem hans haarde Fingre. Og da han havde gjort det les fra Furunaalene, saa varsomt, for at ikke en Traad skulde briste, da lagde det sig ligesom tilhvile i hans store Næve, som vilde det gjemme sig bort der. —
Men da han lagde det ind til sit Ansigt, strømmede der ud af dette Silkeslør en fin, fjern Duft som af nysprungne Rosenblade.
Denne unge sterke Kar havde nu i flere Maaneder streifet rundt paa Bondebygden, havde levet blandt Naturens ufordærvede Børn og sovet i indestængte Stuer. Derfor virkede denne Duft af Kvinde og Forfinelse som en vidunderlig Daarskab paa hans heftige Blod.
— Han gik hurtigt nedover Stien; han lod Rugden flyve, han vilde bare følge de dybe Spor, som Hestehovene havde hugget i Græstorven hele Stien nedover. —
Men da han var gaaet, reiste Dværgene sig omkring Vasspytterne og sprang op for
