Ikke Tramp mod Jord, ikke Staal mod Sten. Briskehuskene sad som før lig Dværge om Vassdabbene, som havde de snudd Hovederne efter hende allesammen, og den lange ulykkelige Aaspen stod og skalv ganske lydløst over hele sit fine Legeme.
Men i en Furugren over Stien hang der et Slør og lyste. Det havde flaggret sig fast i Grenene, da Hesten steilede; — saa var det fine Stof flænget tværs over; det havde viftet lidt med det samme, som bad det om Hjælp. Saa var det sunket sammen, hjælpeløst og overgit.
Og nu hang det ubevægeligt og lyste langveis. — Lieutenant Villum forlod sin Post og klattred op til Stien. —
Jo, der saa han da friske Mærker efter Hestehovene; Græstorven var hugget op af de skarpe Staalsko og Grusen laa ved Siden ganske nydrysset. Etsteds var der blevet stor Forvirring i en Tue af bittesmaa røde Maur, som havde holdt til under Græstorven; nu yrede de omkring i et eneste Tusenkravl.
Han kom did, hvor Sløret hang stille ned og lyste.
