Side:Krag - Krøniken om hr Villum.djvu/66

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
62


Allesammen stod de som han — urørlige — og lyttede og stirrede, som om de ventede, at noget skulde komme. —

Hvad var det, de ventede paa allesammen? Hvad var det, han selv stod og stirrede og lyttede efter? Hvorfor turde han ikke røre sig — hvorfor turde han knapt trække Veiret? Og hvorfor dunkede Blodet haardere og haardere mod hans Trommehinder?

Hys —!

Hvad var det?

Det var hvast Staal mod Sten.

Der igjen! Det var Tramp mod Jord. Hovtmmp. Og der var Vrinsk af en Hest.

Han vendte sig braatt efter Lyden.

Se der! En hvid Hest i Sprang henover Stien. Den lyste i Dunkelheden mellem Stammerne. Og en hei Rytterske sad paa dens Ryg. — Et Slør laa som en fin Dis efter hendes Hat. Da hævede Hesten begge Forben; Manken gav henover hendes unge Legeme, — saa sprang Hesten atter til, jog udover Skraaningen — forsvandt.

Og nu — nu kunde intet høres mere. —