han lyttede uvilkaarlig efter den, for den hørte til, naar han stod paa Rugdepost. Han ligte det snodige lille Klunket, som flyttede sig ligesom, saa én aldrig skulde kunne sige rigtig nøiagtig, hvor det kom fra. Og det forandrede sig ogsaa i Lyd; naar Luftsiget kom slig, kunde det ligne et Klimpr, som nogen der knipsed haardt og uafladelig paa en ustemt Kvint. — Indtil det atter sank hen idet gamle, underjordiske Klunk.
Der pleiede altid at være sligt Selskab i den Bækken; men ikvæld var den borte. Alting var ganske dødt baade nede paa Myren og henne i Skauen. Ikke saameget som et Knæk fra en Gjærdesmut, som roed sig, nei ikke engang en liden Markmus, som rørte ved en Barnaal.
Han begyndte at lytte, og han hørte bare Dunket af sit eget Blod, og han begyndte at stirre, — og han saa bare Trærne staa der, stille som han selv, og Stenene, og de smaa pukkelryggede Briskebusker, som saa ud som Dværge, der sad om Vassdabbene, og den lange tynde Aaspen, som endnu var splitternøgen og strakte sig ulykkelig høit tilveirs med alle Armene dødsstilt mod Himlen.
