Denne siden er korrekturlest
foldet de gjenstridige Hænder og tvunget de sterke Kjæver isammen. —
— Da den unge Lieutenant Villum stod ved sin Faders afsjælede Legeme og betragtede dette herjede Ansigt, slog det ham pludselig, at dette Ansigt nu bare udtrykte en ensom og uendelig Smerte.
Den Maske, han havde baaret i Livet, den havde nu Døden revet tilside. Nu saa man Trækkene slig som de virkelig havde været; ak! det var et stakkars forgræmmet Ansigt, sygt af Længsel efter noget halvt forglemt — noget som Døden nu aabenbarede.
Denne Fold ved Mundvigen, denne Rynke ved Øiekrogene, — ak! det saa ud som dette ulyksalige Menneskeansigt endelig holdt paa at briste ud i den store Hjertegraad, som saa længe havde været ventet.
