Side:Krag - Krøniken om hr Villum.djvu/54

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
50

paa: Hevn! Den Knægt skulde ud af Arméen; den Skam skulde han lide! Og ud af Hæren kom han — og hans Afsked var saa vanærende som den kunde blive. Det sørgede den galante Hofmand for. —

— Villum søgte hende op, der hvor hun havde gjemt sig; — hun skreg da hun saa ham, — skreg af Væmmelse og Raseri. Han bad hende saa mildt og mindeligt om, at hun vilde gifte sig med ham.

Hun overdængede ham med Skjældsord og med de infameste Fornærmelser. Hun viste ham Døren, hun jagede ham.

— Nu fik hun erfare, hvad det var at være alene. At finde alle Døre stængte, at føle sig jaget som et urent Dyr, at leve saa kummerligt som det fattigste Fruentimmer.

— Nu fik hun erfare det —

Hvad skulde hun vælge —? Ægteskabet med den Mand, hun hadede til Døden, eller Skjændselen i Ensomhed og Armod. —

Tilsidst lod hun sig vie til Villum.

Men hun svor med sig selv, at nu var hendes Tur kommet til at tage Hevn; han skulde komme til at faa føle hendes Had,