Hun fornedrede sig selv; hun skjænkede det
skjønneste hun eiede til en uværdig; — men
hvad saa? Hvad var det værd altsammen nu?
— Snart blev hun kjed af hans afsindige Tilbedelse; hun vilde jage ham bort, men han kom igjen. Hun krænkede ham paa alle Maader og i andres Nærvær; det gjorde ham bare vildere af Længsel og Lidenskab.
Og Gang paa Gang lod hun sig overmande — og nød selv sin Fornedrelse.
— Indtil hun pludselig kom til Besindelse — —
Hun forstod, at hendes grænseløse Letsindighed havde hævnet sig, — ja ved Gud i Himlen! Hun forstod, at hun skulde have et Barn med dette Menneske!
Hendes første Indskydelse var at tage Livet af sig. Det forekom hende saa selvfølgeligt, at Døden nu var det eneste.
Men da det kom til Stykket, turde hun ikke. Til hendes Forfærdelse viste det sig Gang paa Gang, at i det afgjørende Øieblik — da mistede hun Modet.
Hun blev grebet af Rædsel; hvad ialverden skulde hun gjøre? Var der da ingen som
