Sæletøiet, og medens han ravede ind efter dette, sprang Hesten afsted udover alle Veier. Idetsamme kom en Malkepige hjem fra Marken, hun anede ingenting, hun havde været ude siden tidlig om Morgenen. Han røg mod hende, trev hende om Livet, bar hende over Gaarden og ind paa Fruens forladte Værelse.
De hørte hendes Skrig i Sommernatten; men alle sad der, de sad, skjælvende af Rædsel over alt, hvad denne forfærdelige Dag havde bragt. —
— Imidlertid kjørte Fruen i Karossen og Kusken slog paa Hestene; — de rendte afgaarde som om det var Livet det gjaldt. Fruen stod op i Vognen og stirrede nedover Veien; stadig ventede hun atse ham komme sprængende efter dem.
Men ét vidste hun sikkert, at tilbage vilde hun ikke.
Før vilde hun dø.
Ja før vilde hun dø.
Nu havde hun i disse Aar, han havde været borte, levet som i en Døs; men idag var hendes uudslukkelige Had vaagnet op igjen.
— Aa, det var egentlig skjønt at føle Blodet
