Pera-Jon’en; de klamped jævnsides op trappen alle tre.
«Ja.» Han saa ned og var skæmd; skorne til baade Pera-Jon’en og Laavikj’en var ikke nye.
De satte sig fremst, borte ved orglet. Det var saa gildt at lye paa, naar det tog rigtig grovt i, saa det skalv i luften.
«Aa slike pulsvante, du!» Laavikj’en la sig over Pera-Jon’en for at ta i dem. «Ha mor di spøta dei?»
«A, dei æ ’kje fine!» slængte Pera-Jon’en ind, saa Vetle-Ivar ikke fik svare. Ivar saa ned og gemte hænderne med pulsvanterne i buxelommen.
«Sjaa dessa daa!» tog Pera-Jon’en det op igen, han trak trøieærmet op og stak pulsvanten bort til Laavikj’en; den var blaaletet. Saa synte han Ivar den.
«Nei, — daa æ Ivar sine finare!» sa Laavikj’en skraasikker.
Jon blev ivrig: «Æ dei da kanske?» lo han og stak den blaa pulsvanten borti ansigtet til Vetle-Ivar, som bare saa ned og ikke svarte.
«Da tykje no eg,» sa Laavikj’en.
«Nei!» for Jon sint op. «Huldraa kan ’kje laga pulsvante.» Han skøv Vetle-Ivar længer ud-
