Dette Tilfælde er imidlertid sikkert nok; derimod har en Ven af mig her fortalt mig en anden Historie om Katunger, som jeg tror bør modtages med en vis Mistillid.
Der var — især før i Verden, — men ogsaa den Dag idag er der mellem Folk en stor Skræk for Han-Kattene. Naar der var kommen en Bolt paa Loftet, blev der — især før i Verden — et stort Opstuds i Huset; de drev ham ud med Stave og Stænger. For det var noget, som alle vidste, at kom der aldrig saa lidet Ter af Katta-Lann ind i et Mennisk — Mand eller Kvinde, saa blev samme Mennisk opfyldt med Katunger. Og det kunde let hænde, naar Boltane fik gaa der, hvor der stod stablet Fladbrød eller andre Madvarer.
Hændte det ikke engang, at en Mand spiste i sig uformærkt noget Mad, som Boltane havde været aad, og blev han ikke saa fuld af Katunger, at de maatte sende ham alt til Engelland, hvor de opererte ham, og tog fra ham en hel Dunge med Katunger.
Hverken denne Historie eiheller den næste synes mig ganske paalidelig.
Og det var endda om en Kone, som fik en Gevæxt i Maven og blev sendt til Bergen for at opereres. Og der forklarte Doctoren, at hun havde spist i sig en Sødæple-Kjærne, og den havde sæt sig fast i Maven hendes og spirt op til et helt Sødæple-Træ. Den stakkels Kone døde, da de tog Træet fra hende.
Saadant Vravl gaar blandt Landsfolk, fordi de ingenting lærer i Skolen om Dyrene og om den hele Natur, med hvilken de dog lever i et langt intimere Forhold end vi Byfolk.
Imorges gik en Ærfugl ud fra Stranden med en liden sort Dot af Unger bagefter sig. De gik gjennem Brændingen og blev borte i det hvide Skum. Paa den anden Side kom Moderen frem et Stykke foran, og Ungerne — adsplittede under den heftige Dukkert, pilede hen til Moderen forat samle sig til Dot igjen — en sex, syv Stykker.
Men samtidig svømmede der mindst ti Hun-Ær udover uden en eneste Unge efter sig, og de tror jeg var for Størsteparten udplyndrede og redeløse. Thi her er ikke Tale om, at der er mere Respekt for Ærfuglens Rede end for et almindeligt Maage-Reir. Den første, som kommer over et, ta’r Dun og Æg uden at levne det ringeste, forat ikke en Anden skal faa noget; og skjønt de ved, at Æren er fredet, gjør de sig ingen stor Uleilighed med at skjule Rovet.
Gaar det saaledes med den eneste Fugl, som er „beskyttet af Loven“, saa kan man ikke undres paa, at Viben ta’r af, Kjelden minker, Ringgaasen bliver sjelden, Rødstilken er paa det sidste og Ænderne ere forsvundne.
