Side:Kielland - Samlede Værker 3.djvu/378

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest


Folket herhjemme er undskyldt i saa Maade; men Malernes historiske Ukyndighed er mere utilgivelig.

De har strax, de kom ud, glemt, at de kom fra Ukyndighedens Land; de har derfor, istedetfor at indhente det Forsømte, sprunget over, istedetfor at blive ærbødige Kjendere er de blevne strenge Dommere.

Aldrig har jeg seet nogen Maler vakle et Øieblik foran noget Billede, men prompte falder Dommen: Skidt eller Kanel. Om jeg derimod traf en ung Mand eller Kvinde, som rolig og med Interesse vilde tale saaledes: Dette er et godt Billede fra 1830 — eller fra 1860; vil De se, hvorledes man dengang penslede og troede at naa længst ad disse Veie, — hvis jeg traf et saadant Menneske, vilde jeg strax tænke, at det var en Udlænding af høi Dannelse.

Men saadanne Kunstnere er det, vi behøver saa saart, fordi vi aldrig har havt dem. Vore Malere burde kunne bringe med sig den første Kundskabs forløsende Ord. Thi vel er de ikke lærde, heller ikke paa langt nær saa kundskabsrige, som de burde være; men gjennemsnitlig mangler de endog den Ærbødighed for Kundskab, der altid og uvægerligen følger med Kundskab.

De mangler den Kundskab — eller rettere denne Kundskab er ikke dannende trængt ind i dem: du har intet, som du ikke har annammet. Vel ved de naturligvis og kan fortælle om de forskjellige Malerskoler, der har afløst hinanden; men aldrig med den jevne historiske Interesse, som giver hver sit; men altid med Dommen færdig og fast.

Det er dette, som forvirrer dem selv i saa høi Grad; og lader de Bedste af dem male i en stadig Frygt for at synke ned til at male for Publikum — dette Publikum, som de baade skal foragte og hvis Bifald er Manna for deres Sjæle.

Det er nemlig Ukyndighedens Usikkerhed, der jager dem lig en ond Samvittighed ud i det allernyeste; det er den halve Kundskabs Frygt for ikke at være sig selv, dens Mangel paa Mod til at beundre udenfor sit eget snevre Omraade.

Men om nu disse Ting er skadelige for Malerne og altsaa for Kunsten, saa er de det i endnu høiere Grad for Kunstsansen i Folket. Thi dersom det ukyndige Folk fik vide, at der altid havde været Kunst ikke blot i den fjerne Fortid og saa akkurat nu de sidste Dage, men ogsaa i Mellemtiden, saa vilde de med mere Ro og uden det ørkesløse Arrigskab modtage de nye Malere og se paa deres Billeder med en Mulighed for Forstaaelse. Men det er noget, som ethvert Menneske kan tage og føle paa, at det skræmmer Folk af, naar en Fyr med en blød Hat kommer farende med et Lærred og