He? — Sommerfugle! — om nogen havde Tid til at glo efter
sligt Vas?
Ja, saa fik han vide, at Sommerfugle og Mak, det er samme Slægt, og Makken kjendte han vel?
Jo desværre! Mak og Utøi sled han nok med. Saa fik han vide, hvad Mak der kom af alle de smaa Sommerfugle og Fluer og alt det flyvende, han i sit Liv aldrig havde agtet paa, og fra den Dag oplodes hans Øine for det smaa, og hans Kundskab gik fra Krybet, som han før aldrig vorede en Tanke, og lige over i det daglige Stræv, saa at Strævet forbandt sig med tusinde andre Tanker og Iagttagelser, der vakte hans Aand og lod ham finde Glæde og Overraskelser midt i Sorpe og Stein.
Manglede denne Mand Natursans? Nei, ingenlunde; han manglede bare den første Kundskabs forløsende Ord.
Saaledes staar en stor Mængde af vort Folk overfor Kunsten. De har ikke den allerførste elementære Kundskab; og ingen giver dem nogen Haandsrækning, ikke Skolen for de unge, ikke Livet for de voxne. Lidet er her at se, og det, her er af Malerkunst, bæerer netop i saa høi Grad Udviklingens Kamppræg, at hele Udbyttet for Massen er Modløshed — indtil Ærgrelse; thi det er ærgerligt at staa foran noget, som skal være baade dyrt og deiligt, og saa være saa dum, at man ikke kan faa det mindste ud af det.
Det maa læres, læsres langsomt og i Taalmodighed.
Men egentlig er det bare det første Stykke af Veien, som er saa langt — eller rettere saa brat. Kommen op af den værste Uvidenheds Umulighed voxer Synet saa hurtigt og Glæden med det, at faa Anstrængelser lønner saa godt Umagen. Men fra først af lægger vort kunstfattige Land Folket store Hindringer i Veien, som Enhver nok kan forstaa, om end kun de Faa, der har været udenlands, tilfulde kan bedømme, hvor vidt forskjellig Folkets Opdragelse gjennem Øinene er hjemme og ude.
Hos os udvikler der sig gjerne en ganske bestemt Stridighed overfor Kunst. Det er ikke vanskeligt at forklare. Naar man bestandigt skal høre Lovtaler over det, man aldrig faar se, saa blir man sint tilslut.
Og naar saa Malerne kommer hjem og gjør Nar af de gamle mørkebrune Klenodier og sætter op sine vilde skrigende Klattemalerier, saa gaar Stridigheden ganske naturlig over i Arrigskab, og der bliver ingen Kunstnydelse for Nogen.
Til denne ørkesløse Strid, som udgjør Mesteparten af den Tale, her overhovedet føres os imellem om disse Ting, er Ukyndigheden Skyld, Ukyndighed paa begge Sider.
