skulde komme. Nu sad jeg just og tænkte på julen i gamle dage, og så kommer du, som jeg troede hængt i Australien eller noget sligt — så kommer du lyslevende ind ad døren. Velkommen! Velkommen.»
Henrik Rogge lo af fuld hals. «Ja var det ikke det jeg vidste,» sagde han, «du skulde netop tages slig en mørk dag lige før jul. — Jeg skal vædde på, at du sidder og koser dig i dine stuer — — — og så gjaldt det at overliste dig — for var jeg kommen en ganske almindelig dag, kunde jeg kanske have resikeret at blive kastet ud igjen — — —»
De to unge mænd havde været skolekammerater i en småby, hvor de havde delt godt og ondt sammen så trofast, som kun gutter i den alder kan.
I ferierne havde de vexlet med at besøge hinanden; — snart havde Henrik været Nils’s gjæst på kapteinsgården, snart havde Nils været Henriks gjæst på skrivergården. Og efterat de var blevne studenter, havde de også fulgtes troligt ad, — indtil Henrik for ti år siden reiste ud i den ’vide verden — for at studere kunsthistorie, som det hed.
Efter denne lange adskillelse stod de nu igjen lige overfor hinanden. Begge følte de,
