skriver Manethon omtales de som en Flok af Urene og Gudsfornegtere, som den ægyptiske Konge maatte uddrive af Landet, før det kunde forundes ham, hvad der forundtes hans Forfædre, nemlig at se Guderne. Det jødiske Folk protesterer ogsaa selv mod en saadan Sideordning: det „boede,“ som det hedder om det i Bileams Spaadom, „enligt og blev ikke regnet blandt Folkene“; men i denne Ensomhed, i denne deres enlige Stilling udenfor Udviklingsrækken har det en Betydning, der uendelig opveier alle andre Folks tilsammentagne; hvad de øvrige Folk have bidraget til Befordringen af Menneskehedens aandelige og legemlige Vel saasom glimrende Aandsfrembringelser i Kunst og Videnskab, mægtige ordnede Riger, storartede industrielle og commercielle Foretagender o. s. v., det veier dog altsammen lidet mod Jødernes Bidrag; thi det er det „ene Fornødne“; kan China være stolt af sin Forfatning, Phønikerne af deres Handel, Grækenland af sin Kunst og Videnskab o. s. v., saa er det dog noget langt Større, Jødefolket kan rose sig af; thi, som det hedder hos Johannes: „Frelsen er fra Jøderne“. Spørge vi videre, hvorpaa beror denne Jødefolkets og dets Histories uendelige frelsende Betydning, da beror den netop paa, at det var det Folk, der stod for Herrens Ansigt; den beror paa, at det var det „udvalgte“ Folk. Dets Betydning beror altsaa for det Første paa Noget, som ikke det, men Gud har gjort, nemlig at han har udvalgt det til sit Eiendomsfolk; men dernæst beror det paa, at ogsaa Folket har udvalgt Ham til sin „Lod og Del evindelig“; det beror paa, at Jødefolket var, hvad det ogsaa hed, „Israel“, d. e. Gudskjæempen. Man kan udtrykke hvert Folks verdenshistoriske Mission og Gjerning som en særegen Kamp, det har havt at udkjæmpe; man kan sige: det chinesiske Folk kjæmpede Ordenens Kamp mod Uordenen,
