Side:Jødedommen.djvu/12

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

Jøderne og de Christne det rene Lys, hvor man ved første Øiekast ser ligesaalidt som i hint Mørke, hvorfor ogsaa begge af Hedningerne betragtedes som Gudsfornegtere. Det er for hine, det civiliserede Hedenskabs Folk, at Skabningen danner et Skydække, der hverken ganske tilhyller eller gjennembrydes af Himmellyset, men forgyldes og farves af det i forskjellige Nuancer efter deres gjensidige Stilling og efter Synspunktet. Det er kun af hans Gjerninger, at disse Folk erkjende Skaberen; Gud forflygtiges saaledes for dem til vis Beskaffenhed ved Skabningen og bliver derved mere Væsen end Person; han bliver et Begreb, der har sin Virkelighed i en vis Side af den sandselige Tilværelse, og det Samfund med Gud, hvor efter Folkenes Hjerter hige, det søge de ved at stræbe at ligne Guderne; de søge ved egne Anstrængelser at give sig den størst mulige Lighed med deres Væsen; kort sagt: Gud selv forflygtiges til en Aandens Luftspeiling, til et Begreb, der kan personificeres af Phantasien, og hans Samfund til en Lighed. De hedenske Religioner have derfor ogsaa dels en mer philosophisk, dels en mer poetist Charakter. Men fordi der dog har været en Gnist af personlig Tro, fordi Hedningerne ikke blot have svermet for dem som Idealer eller følt sig bundne til dem som Naturens eller Tankens Love, derfor har dog denne Personlighed, om end tildels blot Personification, sin eiendommelige Betydning som Udtryk for Menneskeaandens Higen efter den fuldkomne Personlighed, og for Folkenes Anelser om deres egne Personligheder, maaske ogsaa om personlige Folkeengle. Disse Religioner ere saaledes ikke blot og bart Philosophi eller Poesi, men helde snart til det Ene snart til det Andet, eftersom deres Indhold er mer Gudsbegreber eller mer Idealer. Vi have i Hedenskabets Historie søgt at klare disse Gudsbegreber: saaledes, har vi seet, ser Chineseren det Guddommelige — der er her i Hedenskabet, navnlig hos dets