Side:Jødedommen.djvu/11

Men hvad der dernæsst virkelig hæver et Folk til et Culturfolk, det er vistnok fra en Side betragtet naturlige Forholde, som Landets bekvemme Beliggenhed for Handel og Industri og andre lignende, men det er dog fra en anden og væsentligere Side noget Andet, nemlig at der har udviklet sig et virkeligt og eiendommeligt Aandsliv hos det, og et saadant Aandsliv har igjen sin livskraftige Rod, eller, om man vil, sin inderste Sjæl i et virkeligt Gudsbegreb d. v. s. Tanken om noget Guddommeligt, et guddommeligt Væsen, der er ophøiet over den ligefrem sandselige Virkelighed og derfor byder Mennesket et Monster til Efterligning og et Maal for en høiere Stræben. Saalænge Guderne ikke ere Andet end Enkeltvæsener, saa har Folket kun Gudeforestillinger, intet Gudsbegreb, virkeligt Gudsbegreb har det først da, naar det har gjort sig selv det Spørgsmaal, hvad det er, hvorved Guderne dog egentlig staar over Menneskene; og derved er kommen til en Tanke om, hvad der er det Guddommelige, til en Tanke som sagt om Guds eller Gudernes, altsaa om det guddommelige Væsen. Dette Spørgsmaal om Guds Væsen er Grundspørgsmaalet i det egentlige eller civiliserede Hedenskab; det besvares forskjellig efter de Naturforholde, hvorunder et Folk lever, og efter dets egne legemlige og aandelige Anlæg; hvad der efter disse ydre og indre Forhold paa en Gang mest imponerer og mest tiltrækker Folket, det afgiver det Stof, hvoraf Folket laver sig sine Guder. Det er disse Folk, Folkene af denne Classe, der have deres Liv i den foromtalte Lysbrydning, og vilde man inddele Verdensudviklingen i et Mørkets, et Farvernes og et Lysets Rige, saa kom de vilde Folkeslag til at danne Mørkets Rige, det Mørkes, hvor, som Ordsproget siger, alle Katter er graa, d. v. s. det ene Væsen som det andet, alle egoististiske og lunefulde, de blev Farvernes, og