sin overvættes Visdom har glemt, det bliver Genialitet, og det kan være et Spørgsmaal, om ikke Genialiteten hyppig, ja maaske stedse bestaar netop i det at gaa til Bækken efter Vand istedetfor over den. Da denne simple Tanke saaledes i vor superkloge Tid kan være bleven vanskelig, og da den desuden indeholder i sig Mere, end det maaske ved første Øiekast kan synes, saa skulle vi nu noget nærmere belyse det jødiske Gudsforhold, navnlig i dets Modsætning til det hedenske.
Da Mennesket ved Synden havde søgt sit Livs og sit Væsens Midtpunkt i sig selv, i Skabningen, altsaa saavidt som det stod til det, gjort sig selv til Gud, kom det naturligvis i et skjævt Forhold til Skaberen, det traadte ud af det naturlige Barneforhold til ham, blev fremmed for ham. I denne skjæve Belysning blev Gud for det Første for Mennesket kun et Individ, et Enkeltvæsen som det selv, kun at hans Legeme var af en noget tyndere, mindre haandgribelig Materie, men at han desuagtet eller maaske netop derfor havde større Kræfter. Det er Dette, der er det Charakteristiske for, hvad man kunde kalde de vilde Religioner d. e. de vilde Folkeslags Forestillinger om Guderne, Guder, hvis Villie kun er egoistiske Luner, og hvis høiere Magt derfor kun gjør dem til farlige Tyranner, som man maa holde sig tilvens med ved Smigrerier og Opmærksomheder. Der er i disse Folks Gudsbegreb Intet, der kunde hæve dem over det rent naturlige, jordiske Liv; det Eneste heri der røber det Anlæg for en høiere Tilværelse, uden hvilket Mennesket ikke er Menneske, det er den Forestilling, at Magten staar i et omvendt Forhold til Materialiteten — jo tyndere Materie, des større Magt — thi heri ligger jo dog unegtelig den dunkle Anelse om, at den sande Magt ikke ligger i Materien, men i Noget, der netop er Materien modsat.
