for fuldtud at dømme, om Hr. Daae har Ret til her at interpolere Kong Erik; men saaledes som Hr. Daae citerer Krøniken, maa vi tro, at de citerede Linjer er det eneste, som vedkommer Sagen, og da maa jeg hævde, at ifølge denne er Olaf Nilssøn selv Ophavsmanden til Henrettelsen, ikke Kong Erik. „Bestellen“ er jo paa Plattysk ikke at udføre en andens Kommission, men selv at foranledige, at give Ordre[1]. Og da aabenbart Krøniken vil betegne Olafs Handling som en Grusomhed, synes det mig tydeligt, at Olaf, og han alene, faar Skylden, og at Kong Erik er ganske uskyldig. Og skulde vi ikke i Forfatterens og de bergenske Tyskeres bekjendte Had til Hr. Olaf Nilssøn finde den virkelige Grund til, at han tillægger denne en Handling, som, saavidt jeg forstaar, saa ganske strider mod al historisk Sandsynlighed.
Febr. 1891.
Tillæg. Efter at dette var skrevet, har jeg faaet Meddelelser, som fjerner enhver Mulighed for Hr. Daaes Hypothese, at Amund Sigurdssøns paastaaede Arveprætensioner skulde skrive sig fra hans Nedstammelse fra Kong Magnus Erikssøn gjennem Hr. Amund Hatt. Den udmærkede Kjender af de svenske Adelsslægter, Hr. Baron G. Djurklou i Ørebro, har oplyst mig om Hr. Amund Hatts Svogerskab med Kongeætten og hans Efterkommere. Hr. Amund Hatt var i 2det Ægteskab gift med Kristina, Datter af Ingemar Ragvaldsson og Katarina Magnusdatter, som Kong Magnus i et Brev af 28de Juni 1347 (Dipl. Svec. V No. 4192) kalder „consanguinea nostra“; Ingemar kalder Hr. Amund i et utrykt
- ↑ Schiller-Lübben oversætter „bestellen“ med „anordnen, einrichten, befehlen“, enkeltvis ogsaa med „ausrichten“.
