Side:Herre - En Jægers Erindringer.djvu/85

79

de enkelte lavere Klynger af Løvtræer, der stode ved dens Bredder, graanede hen i Taagemasserne. Der viste sig over den steileste Fjeldryg en liden Plet af bar Himmel, men alt som Dagen skred frem, klarnede Luften, Taagen svandt mere og mere og Landskabets dybe Forvirring kom for Lyset. Ja, der var Sorg her, det saae man afpræget paa Alt. Hervar saa stille; der var ingen Fuglesang og ingen Luurtone mellem de nøgne Graner. Kun den sorte Gjertrudsfugl fløi pibende fra den ene tørre Stamme til den anden. Det var paa den Aarets Tid, da vore Graner faae det lysegrønne nye Bar, og hele den nedfældte Skov, der laae sammenhobet, havde skudt svage Knupper; men jeg vidste hvad denne Stræben har at betyde hos et Liv, der er oprykket med alle sine Rødder; derfor undrede det mig ikke ved Midsommertid, da Solen brændte hedt, at see alt dette dødt og henvisnet.

---