Halen, da de fik mig at see. Hans Kampen var en gammel Ven og Bekjendt af Feiom og Klinge, og da han om Morgenen var kommen fra Byen, havde han hørt dem jage; han havde skudt Hare for dem, og siden havde Hundene slaaet Følge med ham.
„Du kunde dog have prøvet at træffe mig igjen, min kjære Hans,“ sagde jeg en Smule ærgerlig; „du vidste at ingen Anden havde mine Hunde.“
„Hvad siger du, Karl?“ udbrød han med den Varme, der overkom ham, da han følte at han fik en ufortjent Bebrejdelse. „Har ikke jeg søgt nok over Aaser og Marker; jeg gik lige tilbage til Gaaslungen og frem igjen rundt Helgern; jeg har skreget mig hæs og skudt bort Alt mit Krudt, men Fanden tage den, der hørte eller saae Noget til dig!“
„Ja, lad det være godt, Hans, jeg troer dig nok. Jeg faaer vel ogsaa betale dig for din Umage,“ sagde jeg, idet jeg gik hen til min Jagttaske og trak Røien frem. „Er du fornøiet med den,“ vedblev jeg og kastede Fuglen hen til ham. Han betragtede den kun et Øieblik, men da han ikke saae Skud paa den, smilte han og sagde:
„Aa ja, jeg skjønner nok dette, men jeg faaer vel gjøre Bytte med Dem.“ Han fremtog derpaa af en gammel Læderrandsel, som ogsaa laae bag Mosbanken, to skinnende hvide Harer. „Den ene skjød jeg idag Morges,“ sagde han; „den anden tog jeg i Bjerg her i Nærheden. Jeg slap at skyde den, for jeg eiede ikke Krudtkornet igjen.“
