Side:Ezechiels Syner og Chaldæernes Astrolab (1866).pdf/11

Fra Wikikilden
(Omdirigert fra «Side:Ezechiels syner.djvu/7»)
Denne siden er korrekturlest
7

det ene indeni det andet (I, 16)[1]. Propheten, der var en dannet Mand, har under sin Landflygtighed udentvivl havt Adgang til at høre Noget om de chaldæiske Astronomers Lære om Himmellegemernes Bevægelse, og om Astrolaber. Den løseste Betragtning af Himmellegemerne opdager, at Planeterne til forskjellige Tider indtage en forskjellig Stilling mod Fixstjernerne; og tænker man sig disse fæstede til en Kreds, der fører dem rundt, maa man antage andre Kredse, der føre de til dem fæstede Planeter rundt, med en hurtigere eller langsommere Bevægelse end hiin. Man kan derhos antage, at de ældste Astronomer neppe have iagttaget Stillingen af Fixstjernene af 5te og 6te Rang saaledes, at de have havt nogen Mening om, hvorvidt de hørte til den ene eller den anden Kreds, hvorfor der ikke for dem kan have fremstillet sig nogen Betænkelighed ved at antage alle Kredse besaaede med Stjerner (Øine, I, 18; X, 12). Øine ere nemlig et meget passende Udtryk for Stjernerne, som de, hvorigjennem Herren seer hvad der foregaaer paa Jorden (Ps. XIV, 2. XXXIII, 13)[2].

  1. For at gjøre min følgende Udvikling mere anskuelig, har jeg paa vedføiede lithographerede Plade ladet fremstille Hovedtrækkene, uden at gjøre Fordring paa at meddele nogen nøiagtig Fremstilling af Prophetens Syner. Hjulenes Felger maa tænkes gjennemsigtige.
  2. At kalde Stjernerne Øine, er et Billede, som bruges af mange Nationers Digtere. Herhen hører Grækernes og Romernes Mythe om Argus med de hundrede Øine, hvilke Macrobius i Saturnalia I, 1, 19 forklarer saaledes: „Argus est cœlum stellarum luce distinctum, quibus inesse quædum species cœlestium videtur oculorum“. Og Catullus: ...sidera multa, cum tacet nox, Furtivos hominum vident amores“, samt den gamle arabiske Digter Thograi:
    تَنَامُ عَنِىٙ وَعَيْنُ ألنٔجْمِ سَاھِرةٌ

    „Hun sover uden at bekymre sig om mig, medens Stjerne-Øiet vaager“. Hos Hinduerne siges om Luftguden (Indra), at han er hvid af Farve og fuld af Øine d. e. Stjerner. Han blev en Gang overvunden af Megha-Nâda (d. e. Sky-Drøn), fordi denne kjæmpede bag en Sky, saa at Indra, uagtet sine tusinde Øine, ikke kunde see ham. Ward ― A view of the history of the Hindoos ― 3d edit. Vol. I. p. XIX og 41.