Den Tilbøielighed til Afguderie, som jævnlig yttrede sig blandt Hebræerne[1], var saameget farligere, da de i Fangenskabet bleve paavirkede af de dem omgivende Hedninger, og i sin Nød troede, at Herren havde forladt dem, og at han Intet saae (VIII, 12; IX, 9). Men det var Prophetens Kald at haandhæve Monotheismen og at modarbeide Alt, hvad der kunde føre bort derfra. Han modtog derfor flere Syner, hvis Skildringer vare tjenlige for dette Øiemed, og deriblandt de to her behandlede, der især vare vel skikkede til at indskjærpe Overbeviisningen om Herren som den almægtige Verdensstyrer, høit ophøiet over alle de mægtigste jordiske Væsener (Menneske, Løve, Oxe og Ørn), ikke blind, som de Mismodige troede, men gjennem tusinde og atter tusinde Øine (Stjernene) skuende ned paa hvad der foregaaer paa Jorden; og derhos allestedsnærværende, idet han farer frem paa Vindens Vinger.
Det er en fra de ældste Tider af i en stor Deel af Asien udbredt Anskuelse, at betragte Hjulet som Symbol paa den høieste kongelige Magt. Denne symbolske Anvendelse synes at støtte sig til Anskuelser, der have nogen Lighed med Ezechiels.
„Der ligger“, sige Inderne, „i et stort Hav i det yderste Norden et Bjerg, kaldet Sumeru, hvilket hviler paa et Guldhjul; omkring dette gaae Sol og Maane sin Kredsgang..... I Begyndelsen regjerede en Konge med Guldhjul over fire Fastlande. Efter han regjerede en Konge med Sølvhjul over tre Fastlande i Øst, Syd og Vest. Derpaa regjerede en Konge med Kobberhjul over to Fastlande i Øst og Syd. Endelig var der kun eet Fastland i Syd, kaldet Djambudvipa, tilbage for en Konge med Jernhjul.... Naar en saadan Hjuldreiende Konge skulde bestige
- ↑ Over Sabæisme klages i 2 Kong. 17, 16; 21, 3. 5, ei stort mere end 50 Aar før det babyloniske Exil; Ezech. 8, 16.
