med Øine. I Betragtning af, at den Kreds, hvori Himmellegemerne bevæge sig, gjør en Vinkel mod Horizonten, maa man rimeligviis ogsaa tænke sig Hjulet i Synet i en skraa Stilling mod Jorden, hvorved man paa den ene Side kan forklare Udtrykkene i I, 19 og X, 16, saaledes, at Hjulet under sin Bevægelse deels berørte Jorden (I, 15), deels hævede sig op fra dem (I, 19; X, 16), ― og paa den anden Side Opfordringen til en Mand i X, 2 at gaae hen under Cheruberne, hvilket ikke kunde lade sig gjøre, naar disse stode hos et fladt paa Jorden liggende Hjul. Dog kunne de først anførte Udtryk ogsaa lade sig forstaae om, at den hele Galgal eller Hjulhvirvel hævede sig op fra Jorden, naar den skulde forandre Sted. Den maa nemlig tænkes at have havt en dobbelt Bevægelse, een rundt om sin Axe, og en anden som Herrens vehiculum, naar han begav sig fra Sted til Sted (X, 19).
Hvad Udtrykket בֵּיכוֹח לַגַלְגַל i X, 2 og 6 angaaer, da maa dette forstaaes om Cirkelfladen indenfor Hjulenes Peripherie, eller, om man vil urgere Pluralformen, om Rummene mellem Hjulenes Radier eller Eger, hvilke vel ikke nævnes, men kunne desuagtet godt tænkes.
Man har forklaret X, 11, hvor det heder, at Cheruberne gik til det Sted (d. e. i den Retning), hvorhen Hovedet vendte, og efter det, ― saaledes, at de gik til de fire Sider, hvorhen de fire Ansigter vendte. Men for det første bruges her Ordet ראׄשׁ „Hoved“, medens der overalt, hvor Ansigterne omtales, bruges Ordet פָּכִים, hvilket Ezechiel visselig vilde have brugt ogsaa her, om hans Mening havde været som anført; og dernæst bruges Singularis, betegnende Cherubens Hoved, der kun var eet, med fire Ansigter. Sammenholder man dette Vers med det følgende 14de, ligger den Tanke nær, at Hovedets Retning er den, i hvilken Oxeansigtet vendte; thi i v. 14 kaldes dette Ansigt (cfr. I, 10) en Cherubs og tillige det første. Det sidste Udtrykk betegner, at
