Side:Djævelens Naturhistorie.djvu/72

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
Fjerde kapitel.
Djævelen som frister.

Fristelsens grunde, omstændigheder, maade og manér, tid og sted. — Den ligefremme fristelse. — Den indviklede, i scene satte fristelse; den hellige Hilarion. — Elskovsfristelse. — Den hellige Hieronymus’s bekjendelse. — Et smerteligt tilfælde med en hellig munk, der ophørte at være hellig. — Den hellige Benedikts betænksomhed. — Andre snarer og fristelser. — Munken Herons lettroenhed. — En stakkars ynglings enfold, der valfartede til St. Jakob i Galizien. — Den hellige Martins klogskab. — En gruelig historie om en eneboer, en hane og en høne. — Møisommelige og langvarige fristelser. — Djævelen som munk og abbed. — Middelbare, skjulte fristelser. — Djævleforsamlinger. — Midler mod fristelser.

Satanas haaber ikke mere at gjenerobre sin tabte stilling i himmelen. Han beklager tabet af sin lykke, men hans beklagelse gjør ham ikke træg, han søger tvertimod stadig at forøge sin storhed og magt. Han er konge, hans omraade stort og folkerigt, og han kan gjøre det endnu meget større og folkerigere. Om ikke mere den hele menneskehed skal tilhøre ham, saa i alle fald størstedelen af den. At gjøre virkningen af forløsningsværket saa tvilsom og liden som muligt; at udbrede vilfarelsen paa jordens aasyn; af jorden, som forgjæves har drukket Kristi blod, at gjøre et andet helvede og af menneskehedens historie en uhjælpelig følgerække af onder, hvor smerte og synd kjæder sig i hinanden, — det skal være hans stadige hensigt, hans uafladelige be-