hænder det om dagen, da ikke med samme virkning. Den første lysning af morgenen og det skingrende hanegal driver ham paa flugt eller berøver ham idet mindste halvdelen af hans styrke. Det er jo forresten ikke fornuftstridigt, at mørkets fyrste ogsaa er mægtigst i det dunkle, og at hans vælde da fremtræder fuldstændigere og frygteligere.
Men om ogsaa Satan gjerne gjør en daarlig brug af sin magt, maa man derfor ikke tro, at han udelukkende og altid er en voldsherredømmets forkjæmper, den, der fremfor alle følger den af saa mange andre antagne grundsætning: „Magt gaar fremfor ret“. Naar han handler, som han gjør, naar han paa despoters vis hærjer jorden, naar han behandler menneskene som fiender og slaver, saa har han, eller har idetmindste havt ret dertil. Irenæus, den hellige biskop af Lyon, var den første, som allerede i kirkens andet aarhundrede klargjorde denne ret. Synden lagde aldeles retmæssigen menneskene i djævelens haand, og for retmæssigen, uden vold, at vinde dem tilbage udgjød Kristus sit blod. Idet Satan uretfærdigen bevirkede en retfærdigs død, tabte han enhver tidligere erhvervet ret. Denne lære vandt meget bifald, og helt til middelalderens begyndelse har samtlige kirkeforfattere mere eller mindre indrømmet Satans tidligere ret, som da igjen skulde være ophævet af Kristus. Satan paa sin side vilde ingenting vide om denne ophævelse og fortsatte med at udøve sin ret, hvor og hvorledes han kunde.
