havde han foraarsaget skade paa en bygning, kunde denne aldrig udbedres.
I en af sangene i „Aarhundredernes legende“ fortæller Victor Hugo, at djævelen engang havde indgaaet et væddemaal med Gud om, hvem af dem kunde gjøre den skjønneste ting. Djævelen forlangte en masse af alleslags stoffer, som han maatte bruge, og gik derpaa til værket.
Og med brøl som af stude, man kvæle vil, han gik,
djævelen, og satte sin smedje straks i skik.
Han brugte alt sit værktøi, og sin hammer han svang,
saa den skrækfulde hule maatte ryste ved dens klang.
Og der reiste sig et uveir af amboltens lyn,
og hans øine var to gløder, — et forfærdende syn.
Han fnysede, saa ild fra hans næsebor slog ud,
med larm, som naar høsten os skikke vil sit bud,
og sender mod sluserne sin tordnende flom.[1]
Dette opbud af kraft og anstrængelse formaar bare at frembringe en græshoppe, medens Gud med et blik gjør solen af en edderkop. Men digteren har uret. Langt større ting og uden tunge tag kunde djævelen gjøre, og hans magt var isandhed stor og skrækkelig.
Men ogsaa denne har sine grænser og hyppig snevrere, end man skulde tro. Som vi senerehen vil komme til at se, fandtes der mod hans magt ikke alene værn — og forsvarsmidler, men hvad der er endnu vigtigere, der gaves ogsaa en fremgangsmaade for at underkaste sig den og binde den. Jeg maa her straks bemærke, at efter en meget udbredt mening kan djævelen alene bruge sin magt om natten, eller
- ↑ Fri oversættelse.
