Djævlenes magt er stor saavel over naturen som over menneskeheden, og udøvelsen af denne magt lettes dem gjennem vældige evner. Med lynets fart kan de flyve fra den ene ende af verden til den anden, dukke sig i vandet eller i jorden og gjennemtrænge elementerne.
Navnlig er den kropslige natur dem underkastet. Man glemme ikke, at nogle kjættersekter betragtede materien som Satans værk, og at jo mere i den religiøse forestilling modsætningen blev levende mellem materie og aand, og materien gjaldt for noget lavt og fordærvet, desto mere maatte fantasien føle sig tilbøielig til i naturen at se Satans store værksted og egentlige rige. Grundene til, at tegnene paa hin eiendommelige følelse, som vi benævner naturfølelsen, optraadte saa svagt og sjelden i middelalderen, er vistnok mangfoldige; men til dem hører sikkerlig skrækken for og mistanken om, at naturen var et værk af Satan eller ialfald besmittet af ham. Synden, der fordærvede vore første forældre, forstyrrede samtidig naturen, og naar menneskeheden blev forløst gjennem Kristus, var dette ikke tilfældet med naturen.
Ilden, som i den ældste tid blev holdt hellig i Indien og efter den græske mythe ved Prometheus’s dristighed blev Jupiter frarøvet, — ilden er djævlenes egentlige element. Men vi har ogsaa seet, at de har et af sine opholdssteder i luften, derfor kommer de ogsaa til at udøve sit frygtelige herredømme over samme. Theologerne antager temmelig enstemmigt, at de efter behag (altid bortseet fra Guds vilje) kan slippe løs voldsomme storme, hobe op skyer, slynge lynstraaler og lade vandet styrte i strømme fra
