reiser han sig atter og hævner sig. Han trænger ind i de første menneskers lykkelige opholdssted og forfører dem til synd, han grumser den harmoniske klarhed i Guds værk og bringer døden ind. Han forgifter verden og lader den gjøre frafald fra Gud; han blir denne fordærvede verdens herre og hersker, — princeps hujus saeculi. Man siger ganske vist, at kun da formaar han noget, naar Gud tillader det, en det maa man medgive, at denne tillader ham meget, og at han virker formedelst en kraft, der er ham egen og hører til hans natur. Alt, hvad der gives af ondt i verden, kommer oprindelig fra ham, og mængden af det onde lader forestillingen om hans magt svulme jætteagtig op. Saa stor er hans magt, at forløsningsværket, der skulde knække den, ikke har svækket den. Man fortæller, at engang viste djævelen sig for den hellige Antonius og havde sagt til ham, at det var med urette, at menneskene udstødte saa mange forbandelser over ham, thi saasom Kristus regjerede, formaaede han intet mere. Men da djævelen det sagde, løi han. Med hedenskabet hørte muligvis hans fulde herredømme over jorden op, men ikke hans magt. Kristus har beseiret ham, men ikke afvæbnet ham, og han begynder uophørligt kampen om igjen, betragter endnu altid jorden som sin eiendom og gjør sin seierrige modstander den elendige menneskehed sjæl for sjæl stridig. Han befolker sit rige med slaver, og hvo, der betragter denne jammerfulde, plagede verden, skulde vel tro, at han befinder sig i en forløst verden, efterat saa mange aarhundreder er hensvundet efter forløserens død?
