terer djævlene meget lærd med englene om sjæle og bod, anfører skriften og viser sig ikke mindre som gode dialektikere (ɔ: der taler og slutter følgerigtigt) end som lærde theologer. Paa andre, lignende eksempler skorter det ikke; saaledes ved man, at djævelen disputerede meget skarpt med Luther om theologiske spørgsmaal.
Forøvrigt maa man ikke tro, at alle djævle besad samme viden og var af samme betydning. Der gaves mellem dem mere eller mindre lærde og mere eller mindre kloge. Vi vil senerehen ogsaa træffe paa dumme og uvidende djævle, og dette er ikke saa fornuftstridigt, som det ved første blik kunde synes. Naar en eller anden videnskab behagede en djævel bedre end en anden, kunde han, ser det ud til, fuldkommengjøre sig i den. Cæsar af Heisterbach fortalte om en retslærd djævel, der var en overmaade dygtig advokat. Andre gav sig mere af med naturvidenskab, og disse var behjælpelige med at koge elskovsdrikke, forvandle metaller og lignende ting.
Viden er magt; man maa derfor ikke forundre sig over, at djævlene formaaede meget. Vistnok havde ogsaa deres magt grænser, men hvor var disse? Nøiagtig at sige dette er vanskeligt. Matthæus kalder Satan for en mægtig aand og sandeligen ikke med urette. Djævlenes magt er ikke at sammenligne med Guds almagt, men dog stor og frygtelig. Da Satan havde gjort oprør, blev han beseiret, og aldrig skal seieren mere tilsmile ham. Men sit nederlag tiltrods,
