var blet, og havde da hellerikke gjort oprør. Man siger i virkeligheden, at hellerikke de gode engle har noget umiddelbart kjendskab til fremtiden og bare derom ved saapas, som de læser i Guds aand, forsaavidt Gud tillader dem denne læsen. Ogsaa her findes der forøvrigt et middel, hvormed man forsoner de modstridende meninger. Origenes mente, at djævlene læste fremtiden af stjernernes stilling og gang, noget, som vanskeligt lader sig forene, forekommer det mig, med Lactantii anskuelse, der ligefrem erklærer astrologien for en opfindelse af djævelen. St. Augustinus troede, at djævlene kjendte fremtiden, ikke gjennem umiddelbar anskuelse, men ved hjælp af den evne, de besad til med lynets hurtighed at veksle sted, og ligeledes ved hjælp af sine skarpe sanser og forstand kunde de slutte sig til samme, tænke sig den og forestille sig den. St. Bonaventura forsikrer, at de ikke kjendte fremtidens tilfældige begivenheder, men vistnok de, der adlyder bestemte love, saasom de havde et nøie kjendskab til naturens gang.
Saaledes besad altsaa djævlene alle videnskaber, og sandsynligvis er dette grunden til, at kirken aldrig, hvergang en lærd meddelte sin samtid en stor sandhed, undlod at raabe: „til helvede med ham“, og at brænde ham levende, naar den kunde. Alligevel benæægter Dante, at djævlene kunde filosofere, „thi kjærligheden er helt og holdent udelukket hos dem, og til filosoferen — er kjærlighed nødvendig“. Dette hindrer ikke, at Dante lader den djævel tale meget vel, der bortfører den af pave Bonifacius VIII med urette absolverede (sine synder forladte) Guiodo af
