Side:Djævelens Naturhistorie.djvu/56

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

i deres magt og ikke kunne værge sig mod deres indskydelser og fristelser. Og det ved man: har jeg studeret et menneske helt tilburtds, kan jeg, saafremt min aand til en vis grad staar mig bi derved, faa dette menneske til helt at føie sig efter min vilje. Derfor har ogsaa mange forsikret, at djæ?vlene ikke kunde gjennemskue menneskesjælen, men alene af ydre kjendemærker slutter sig til, hvad der foregaar derinde, og da gjør de jo alene, om ogsaa med sammenligningsløs større skarpsindighed, hvad ogsaa mennesket formaar. Men andre var af den mening, at djævelen løste i vor sjæl som i en aaben bog, og af denne mening er ogsaa theologernes fyrste, Thomas af Aquino. Andre foretrak en middelvei.

Honorius Augustodunensis (d. efter 1130) paastaar saaledes, at djævlene kjendte menneskets onde tanker, men ikke de gode. Det er en kjendsgjerning, at mere end én ulykkelig djævlebesværger maatte taale den beskjæmmelse, imedens han strævede med at uddrive djævelen af en besats legeme, at den forbandede i alle folks paahør fortalte ham hans hemmelige synderegister, tanke-synderne indbefattet.

Kjender djævlene fremtiden? Det er atter et indviklet spørgsmaal. Flerheden af theologer har sagt „nei“ og med rette, som det synes; thi kjendte de fremtiden, som de kjender nutid og fortid, hvori adskilte saa deres viden sig fra Guds? Og hvorledes kunde Gud tillade, at djævlene paa forhaand vidste, hvad han i al evighed skal gjøre? En saadan kundskab kunde de ikke engang før sin fordrivelse fra himmelen ha eiet, thi havde de havt den, vilde Satanas ogsaa paa forhaand ha vidst, hvorledes enden