Side:Djævelens Naturhistorie.djvu/55

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

maal undersøgt og domme fældet, eller at Satanas fra tid til anden følte trang til adspredelse og med en del af sit følge foretog en rasende jagtfærd gjennem jordens skove, splintrede hundre-aarige trær og bredte skræk og død i lang afstand omkring sig. Med mindre voldsomked, men ikke altid med mindre skade gik paa denne tid fyrster af kjød og blod paa jagt. Som konge krævede Satanas hyldest af dem, der hengav sig til ham.

Angaaende djævlenes viden stemmer theologerne ikke ganske overens, uagtet man almindeligvis antager, at deres fornuft er fordunklet efter syndefaldet, saa ledes at den, om ogsaa den menneskelige endnu langt overlegen, dog er langt ringere end englenes. De kjender de forbigangne og nærværende ting, selv de mest fordulgte, men de nærværende kan Gud altid, saa ofte han vil, tilhylle for dem. Nogle kirkefædre paastaar, at meget med hensyn til Kristus og mysteriet med hans menneskevorden har været ubekjendt for Satan, eller han har ligefrem ikke i Kristus gjenkjendt den til menneske blevne Gud. Denne uvidenhed kom ham dyrt at staa, thi idet han foranledigede den uskyldiges død, bragte han forløsningsværket istand og hidførte sin egen omstyrtning. I virkeligheden siger i Matthæi evangelium Satan til Kristus: „Om du er Guds søn, saa tal, at disse stene vorder brød“, og beviste ved disse ord, at han ikke kjendte den, han fristede, fuldstændig.

Djævlene kjender alle naturens hemmeligheder, men kjender de ligeledes alle menneskesjælens? Ogsaa derom er meningerne delte. Nogle mente, at besad de denne evne, skulde mennesket ganske være