fredi sige, at dette var fædrelandsforræderes lod: mens deres sjæle brænder i helvedes dybeste dyb, beboes deres legemer af djævle og vandrer endnu en tid tilsyn eladende levende om i verden. Denne Dantes fantasi gjaldt for meget aandfuld, men er det ikke. Cesario beretter den uhyggelige historie om en afdød geistlig, hvis legeme atter blev belivet af en djævel. Denne falske gudsmand sang med saa elskelig en stemme, at alle hensank i forbauselse, som hørte ham. Men en vakker dag lyttede en hellig mand en stund til ham og sagde derpaa afgjørende: „Dette er ingen menneskestemme, men en fordømt djævels“. Han besværgede ham grundigen og tvang djævelen til at krybe frem, og ikke saasnart havde denne forladt liget, faldt dette til jorden. Thomas af Canterbury fortæller, hvorledes en djævel fór ind i liget af en mand, der var udstillet i en kirke, og med sine bedragerier forsøgte at skræmme en from jomfru, som bad i kirken. Men den fromme jomfru lod sig ikke narre, gav den døde et dygtigt slag i skallen og bragte ham til ro. Giacomo af Voragine (d. 1208), beretter i sin „Legenda aurea“ om en djævel, som, for at bedrage en stakkars munk, benyttede legemet af en død kvinde. Men denne forestilling er meget ældre. I „Den hellige Guildinos liv“ læser man om en djævel, som fór ind i kroppen til en fordømt og satte de reisende over en flod i haab om at skulle kunne drukne dem; — hos den hellige Odrano om en anden, der benyttede sig af en kjæltrings legeme. Theologerne tog alt, hvad legenderne berettede, for god vare, kun besluttede de i sin visdom, at djævlene aldrig skulde
