Side:Djævelens Naturhistorie.djvu/45

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

vilde, vanskabte eller væmmelige dyr, hvis skikkelse djævelen ikke ved leilighed skulde ha paataget sig.

Man maa ikke forundre sig over hele denne djævelske zoologi! Det er ikke alene naturligt, at djævlene for at naa sine særlige maal antog de dyre former, der forekom dem mest hensigtsmæssige hertil, men ogsaa mellem dyrene selv, eller i det mindste mange af dem, og djævlene fandtes der et vist slægtskabsforhold, muligvis en overensstemmelse i natur. Vi vil her gaa hen over, at i den kristelige symbolik visse dyr, som slangen, løven, aben, betyder djævelen, og at djævlene selv hyppig benævnes med det lidet smigrende udtryk „bæster“. Men visse dyr blir ligefrem gjort om til djævle, eller sat i baas sammen med dem. I en gammel formel for djævlebesværgelse ber man Gud om, at han vil beskytte jordens frugter mod biller, mus, muldvarp, slanger og „andre urene aander“. Paa den anden side mindes jeg, at jeg i et gammelt „Bestiarium“, en zoologisk afhandling fra middelalderen, har seet djævelen stillet i klasse sammen med de andre vilde dyr. Jeg har allerede sagt, at dragen var etslags mellemled mellem djævelen og dyrene; det samme lader sig sige om basilisken. Padderne, der meget ofte træder op i heksernes selskab, viser sig i enkelte beretninger mere som djævle end som dyr. For at bevise dette har vi nok med følgende rædselsfulde historie af Cæsar af Heisterbach. Et barn finder en padde paa marken og dræber den; den døde padde forfølger sin morder og skjænker ham ikke ro hverken dag eller nat; endnu gjentagne gange aflivet fortsætter den med at forfølge ham og lader ham ikke engang