Side:Djævelens Naturhistorie.djvu/44

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest


Temmelig ofte har djævlene ladet sig se i skikkelse af forskjellige dyr. Jeg taler her ikke om drager, da man ikke nøiagtig ved, hvorvidt drageformen er skikkelsen for visse djævle eller bare tilfældigvis antaget af dem. Ligefrem som drage optræder Satanas i apokalypsen, og djævelske drager har vist sig for mange helgener. I det ottende aarh. beskrev Johannes Damascenus djævlene som drager, der fløi gjennem luften. Undertiden viser dragen sig som mellemled mellem djævel og dyr. Men mange andre dyreformer blev antaget af dæmonerne for at plage de fromme troende, forfærde dem og ærte dem. St. Antonius saa dem dybt i ørkenen som brølende og ræmjende vilde dyr, som slanger og skorpioner, og mere end tusen aar senere stødte den hellige Coleta paa dem i ræve, slanger, padder, muslinger, fluer og myrer. I det trettende aarh. drog Ægidius kjendsel paa djævelen under skallen af en vældig skildpadde. Et barn, som St. Eleutherius, biskop af Tournay, gjengav livet, blev myrdet af djævelen i løveskikkelse. Som ravn har han vist sig for mangfoldige. I St. Vedastus’ legende fortælles der, at djævlene engang i skikkelse af en sværm flaggermus skulde ha formørket himmelen. Som hund gjorde djævelen sig til pave Sylvester II’s ledsager, hvem man mistænkte for magi, og som hund saa man ham ogsaa bevogte under jorden skjulte skatte. Som buk viser han sig ved heksefærdene, som kat sneg han omkring i heksekjøkkenet, som flue summede han haardnakket omkring hodet paa brave mennesker. Kortsagt, der findes ikke det